Jordskælvet i Chile
I St. Jago, hovedstaden i kongeriget Chile, stod, netop i det øjeblik, da den store jordrystelse i 1647 begyndte, hvorved mange tusinde mennesker fandt deres endeligt, en ung spanier, ved navn Jeronimo Rugera, som var anklaget for en forbrydelse, ved en halvsøjle i det fængsel, man havde indespærret ham i, og ville til at hænge sig. Don Henrico Asteron, en af byens rigeste adelsmænd, havde et års tid forinden fjernet ham fra sit hus, hvor han var ansat som lærer, fordi han havde stået i et ømt fortrolighedsforhold til Donna Josephe, hans eneste datter. En hemmelig besked, som den gamle adelsmand, efter udtrykkeligt at have advaret sin datter, ved sin stolte søns lumske agtpågivenhed havde fået kendskab til, forargede ham i den grad, at han lod hende anbringe i karmeliterklostret Vor Frue på Bjerget i samme by.
[...]
Livet blev ham forhadt, og han besluttede at søge døden ved hjælp af en strikke, som tilfældet havde ladet ham beholde. Han stod netop, som allerede sagt, ved en pilaster og fastgjorde det reb, der skulle rive ham bort fra denne jammerlige verden; da pludselig størstedelen af byen, med et bulder, som om firmamentet styrtede sammen, sank i grus og begravede alt, hvad der levede og åndede, under sine ruiner. Jeronimo Rugera var stiv af forfærdelse; og som om hele hans bevidsthed var knust, holdt han sig nu fast ved den søjle, han havde villet dø på, for ikke at falde omkuld.
[...]
af Peter Adolphsen, Små Historier 2, 2000
Ved Højer Sluse
I Højer, slusebyen i den sydvestjyske marsk, stod, netop i det øjeblik, da havet gennembrød digerne under stormfloden i 1976, hvorved mange hundrede får druknede, en ung sønderjyde kaldet Alfred Erling Larsen, ved ovnen i det bageri, hvori han var ansat som lærling, og ville til at hænge sig. Hans ganske særlige grund til at gøre sig til herre over sin egne skæbne var en kort historie: Hans for-lovede, Karen Margrethe Nielsen, bagerens datter, havde samme formiddag slugt en bordtennisbold og var blevet kvalt. Han lagde løkken om halsen og strammede sig op for at sige et par sidste, velvalgte ord, men intet ville falde ham ind; han grublede længe, men ingen ord syntes vær-dige til at blive de sidste. Denne tøven gav vandet i bage-riet tid til at stige og reddede dermed hans liv.
