svineproduktionen

- et digt af henrik nordbrandt.

Svin er det ord, jeg finder mest på sin plads
som det første i dette digt.
Hvis det så er et digt? Det må I afgøre. Kan man digte
på et sprog, hvor ordet "svineproduktion"
ikke straks får den, der hører det til at kaste op.
Var der nogen her, der kastede op?
Med "nogen" mener jeg eventuelle læsere
med "her" mener jeg digtet
som, når det er blevet læst
nok også er blevet stemplet som noget bras
af svineproducenterne og deres håndlangere
de dansktalende, med andre ord
de der ikke kaster op, når de hører ordet "svineproduktion"
de der ikke nægter at tage det sprog, som har frembragt ordet
"svineproduktion" i deres mund igen.
Skriv det ned! siger jeg derfor.
Kopier mit digt, selv om I ikke kan lide det.
Jeg kan heller ikke lide det.
Kritikerne vil sikkert kalde det et metadigt
men det skulle gerne lyde og lugte som et svineslagteri.
Inden mange år, mener mange, vil svineorganer
kunne erstatte jeres, når de svigter.
Det lyder ikke rart i et digt.
Så skriv det ned. Prøv at føle det. Når jeres kroppe
og svinenes ligner hinanden så meget, at de kan ombyttes
må jeres følelser også være temmelig ens
kan I sikkert føle, hvis I tør føle efter. Svin kalder I
af samme indlysende årsag
de mennesker, som I tillægger jeres egne laster.
Og hvis I stadig ikke kan lide mit digt
så tænk bare på mig som et stort svin
hykleriske læsere: Tænk på mig som oversvinet
under den blodige kittel
i svinebaroniet, superslagteren med den dryppende kniv
i slagtehallen, hvor jeres kroppe hænger til afdrypning.