Jeg cykler i Paris, hver dag, især på ruten mellem hjem og arbejde, og arbejde og hjem. Når jeg kører på sidstnævnte, kører jeg på en smuk cykelsti langs Seinens højre bred, der er omgivet af høje kastanjetræer på begge sider; en allé om man vil. Man kører strækket mellem Grand Palais og Concorde-pladsen og føler sig som en konge på vej hjem mod sit slot. Det er alt sammen ganske fint, og der er altså mange træer - det er hvad jeg vil frem til. Just før man når frem til Concorde pladsen, slår cykelstien så et lille bugt mod højre. Ind over trærækkens bane. Og her misæren: Det sidste træ i den lange række, står midt på cykelstien. Ved anlæggelsen må det have generet både arkitekt og vejarbejder, at det træ stod lige der og gloede, og skulle tegnes ind og ud og udenom, og asfalteres rundtom. Fjerne det har sikkert aldrig været på tale. Man forestiller sig, der er love om bevarelse af republikkens træer.
Når man så cykler dér, i høj fart på vej hjem mod sit slot, og kommer til dette sted, hvor cykelstien slår en bugt, ikke bare mod højre som sådan, men til højre rundt om træet, og således er væsentligt smallere end ellers, til potentiel og ganske sandsynlig fare for både cyklist og modkørende, tænker man nødvendigvis på kastanjetræet. Hvor heldig har den ikke været at vokse op i Frankrig. I Danmark, eller andre effektive nationer, ville man ganske sikkert have fjernet det af funktionalistiske, transporttidsreducerende og risikomindskende årsager, og den dag cykelstien lå klar, ville ingen længere huske på det yderste kastanjetræ i rækken. Men der står det i Paris, og vinker over til Obelisken, og kaster sine frugter ned på både dem med hjelme, og dem uden. Det siger: Der skal være tid til kastanjer.
Men det gjorde det. Det gør det ikke længere. Og dette er en historie med morale, tror jeg. Træet er væk. Det var sygt. Rådnet op i midten. En dag var det der ikke mere. Nu er der bare en stub. Snart er den også væk, og så er der fri passage, så kan man drøne rundt i højrekurven uden at ænse modkørende; der er plads til alle nu. Der er selvfølgelig et nyt, yderste træ, men det står ved siden af cykelstien, ikke midt på stien. Det er en logisk placering af et træ ved en cykelsti, det er ikke et specielt træ. Det vidner ikke om hvad der kom først. Stubben vidner, lidt endnu, om, at træet var her først, i en tid uden cykelstier. Man elskede lidt det træ, man græder lidt ved synet af den stub.
Der er ikke plads til den slags træer med selvstændighed her, tænker man. Til outsidere, der står midt på cykelstien. Alt er for effektivt. Ingen har tid til et langsomt højresving med forhindring. Cyklister drejede ikke om det træ med kærlige, anerkendende blikke. Nej, de, ja vi, formentlig, gjorde det stresset og irriteret, forbandede langt væk den træbevarende lov, eller den uduelige byplanlægger, og træet mistede modet. Det blev sygt og døde. Alle har brug for anerkendelse, også træer på cykelstier.
Når man så cykler dér, i høj fart på vej hjem mod sit slot, og kommer til dette sted, hvor cykelstien slår en bugt, ikke bare mod højre som sådan, men til højre rundt om træet, og således er væsentligt smallere end ellers, til potentiel og ganske sandsynlig fare for både cyklist og modkørende, tænker man nødvendigvis på kastanjetræet. Hvor heldig har den ikke været at vokse op i Frankrig. I Danmark, eller andre effektive nationer, ville man ganske sikkert have fjernet det af funktionalistiske, transporttidsreducerende og risikomindskende årsager, og den dag cykelstien lå klar, ville ingen længere huske på det yderste kastanjetræ i rækken. Men der står det i Paris, og vinker over til Obelisken, og kaster sine frugter ned på både dem med hjelme, og dem uden. Det siger: Der skal være tid til kastanjer.
Men det gjorde det. Det gør det ikke længere. Og dette er en historie med morale, tror jeg. Træet er væk. Det var sygt. Rådnet op i midten. En dag var det der ikke mere. Nu er der bare en stub. Snart er den også væk, og så er der fri passage, så kan man drøne rundt i højrekurven uden at ænse modkørende; der er plads til alle nu. Der er selvfølgelig et nyt, yderste træ, men det står ved siden af cykelstien, ikke midt på stien. Det er en logisk placering af et træ ved en cykelsti, det er ikke et specielt træ. Det vidner ikke om hvad der kom først. Stubben vidner, lidt endnu, om, at træet var her først, i en tid uden cykelstier. Man elskede lidt det træ, man græder lidt ved synet af den stub.
Der er ikke plads til den slags træer med selvstændighed her, tænker man. Til outsidere, der står midt på cykelstien. Alt er for effektivt. Ingen har tid til et langsomt højresving med forhindring. Cyklister drejede ikke om det træ med kærlige, anerkendende blikke. Nej, de, ja vi, formentlig, gjorde det stresset og irriteret, forbandede langt væk den træbevarende lov, eller den uduelige byplanlægger, og træet mistede modet. Det blev sygt og døde. Alle har brug for anerkendelse, også træer på cykelstier.
