Tom Kristensen - Bøgealléen




Tit går vi med øjnene blændet
af frygt så vi ikke kan se
af angst så vi ikke kan sanse
igennem en bøgeallé

hvor solen filtreres af blade
et glastag af flimrende løv
og halvlyset danser med skygger
og lurer på sten og på støv

tit går vi med ørerne lukket
fordi der nu atter er krig
der er dog en vellyd at finde 
i solsur og solsortens skrig

skal angst for det evige drabsmål
hvor livet betaler sin skyld
nedskære en ufortjent glæde
en sang i en sommeridyl

er alting forlist og forskattet
kan gøgenes kuk tæt herved
kun minde om hittebørns ondskab
og griske umættelighed

og stedsøsterfugle som skubbes
af reden med bråformet tryk
nu tegner en isnende finger
en rædselsstreng ned ad vor ryg.

og katten som springer bag træet
i bløde elektriske stød
hvorfor skal den lege med maden
med følsomt og levende kød

hvorfor dette spild af en smerte
hvorfor sådan umandig fangst
som musen med pumpende hjerte 
udsættes for unødig angst

tit hænder det at vi formørkes
af fejhed og frygt for forlis
og gives al trolddom og guddom
ujordiske magter til pris

at vi i vor mangel på tålmod
vil prøve som oftere før
med fremmede usikre nøgler
at lirke ved livsgådens dør

da siger du roligt vi ikke
skal fritte om mening bag liv
men hvad skal vi da, eksistensen
har hakket os til med sin kniv

hvad siger du at vort behov er
endnu kun et eneste et
lidt jord kun lidt ro i vor tanke
lidt evighed kløverduftlet

det er dog kun glimtvis der åbnes
for denne momentvise ro
et øjeblik hvor vi kan føle
at det er os trøst nok at gro

at åbne for ører og øje
og vide og høre og se
det sker dog vi ved at vi vandrer
igennem en bøgeallé

og så bliver livet en lykke
fordi vi må leve i dag
om dagen så end måtte kaldes
et solcamoufleret bedrag

om skønheden end skulle skjule
en nådesløs krig mellem køn
en mavernes evige glubskhed
så bliver dog skønheden skøn

ja af glimtene åbner sig nuet
og giver os glimtvis din tro
gør angsten så latterlig grålig
og vækker vor trøst ved at gro

et nu kun så lukkes det atter
det korte livsalige nu
det jordiske nu som vi ikke
kan stole så trygt på som du