Da jeg for nyligt var tilbage i Paris, og tilfældigt kom forbi Concordepladsen, det centrale punkt på min daglige cykelrute hele sidste år, kunne jeg ikke dy mig for at køre ned at se, hvordan det var gået den stub, der havde stået for enden af alléen sidst jeg tog fra byen. Det var gået som jeg havde forventet. Stubben var borte, og hullet den måtte have efterladt var dækket til og asfalteret med en lap. Det gamle kastanjetræ var borte, endegyldigt. Inden jeg kørte videre sørgede jeg omhyggeligt for, at slå en stor bue uden om det.
Tom Kristensen - Bøgealléen
Tit går vi med øjnene blændet
af frygt så vi ikke kan se
af angst så vi ikke kan sanse
igennem en bøgeallé
hvor solen filtreres af blade
et glastag af flimrende løv
og halvlyset danser med skygger
og lurer på sten og på støv
tit går vi med ørerne lukket
fordi der nu atter er krig
der er dog en vellyd at finde
i solsur og solsortens skrig
skal angst for det evige drabsmål
hvor livet betaler sin skyld
nedskære en ufortjent glæde
en sang i en sommeridyl
er alting forlist og forskattet
kan gøgenes kuk tæt herved
kun minde om hittebørns ondskab
og griske umættelighed
og stedsøsterfugle som skubbes
af reden med bråformet tryk
nu tegner en isnende finger
en rædselsstreng ned ad vor ryg.
og katten som springer bag træet
i bløde elektriske stød
hvorfor skal den lege med maden
med følsomt og levende kød
hvorfor dette spild af en smerte
hvorfor sådan umandig fangst
som musen med pumpende hjerte
udsættes for unødig angst
tit hænder det at vi formørkes
af fejhed og frygt for forlis
og gives al trolddom og guddom
ujordiske magter til pris
at vi i vor mangel på tålmod
vil prøve som oftere før
med fremmede usikre nøgler
at lirke ved livsgådens dør
da siger du roligt vi ikke
skal fritte om mening bag liv
men hvad skal vi da, eksistensen
har hakket os til med sin kniv
hvad siger du at vort behov er
endnu kun et eneste et
lidt jord kun lidt ro i vor tanke
lidt evighed kløverduftlet
det er dog kun glimtvis der åbnes
for denne momentvise ro
et øjeblik hvor vi kan føle
at det er os trøst nok at gro
at åbne for ører og øje
og vide og høre og se
det sker dog vi ved at vi vandrer
igennem en bøgeallé
og så bliver livet en lykke
fordi vi må leve i dag
om dagen så end måtte kaldes
et solcamoufleret bedrag
om skønheden end skulle skjule
en nådesløs krig mellem køn
en mavernes evige glubskhed
så bliver dog skønheden skøn
ja af glimtene åbner sig nuet
og giver os glimtvis din tro
gør angsten så latterlig grålig
og vækker vor trøst ved at gro
et nu kun så lukkes det atter
det korte livsalige nu
det jordiske nu som vi ikke
kan stole så trygt på som du
stub
Jeg cykler i Paris, hver dag, især på ruten mellem hjem og arbejde, og arbejde og hjem. Når jeg kører på sidstnævnte, kører jeg på en smuk cykelsti langs Seinens højre bred, der er omgivet af høje kastanjetræer på begge sider; en allé om man vil. Man kører strækket mellem Grand Palais og Concorde-pladsen og føler sig som en konge på vej hjem mod sit slot. Det er alt sammen ganske fint, og der er altså mange træer - det er hvad jeg vil frem til. Just før man når frem til Concorde pladsen, slår cykelstien så et lille bugt mod højre. Ind over trærækkens bane. Og her misæren: Det sidste træ i den lange række, står midt på cykelstien. Ved anlæggelsen må det have generet både arkitekt og vejarbejder, at det træ stod lige der og gloede, og skulle tegnes ind og ud og udenom, og asfalteres rundtom. Fjerne det har sikkert aldrig været på tale. Man forestiller sig, der er love om bevarelse af republikkens træer.
Når man så cykler dér, i høj fart på vej hjem mod sit slot, og kommer til dette sted, hvor cykelstien slår en bugt, ikke bare mod højre som sådan, men til højre rundt om træet, og således er væsentligt smallere end ellers, til potentiel og ganske sandsynlig fare for både cyklist og modkørende, tænker man nødvendigvis på kastanjetræet. Hvor heldig har den ikke været at vokse op i Frankrig. I Danmark, eller andre effektive nationer, ville man ganske sikkert have fjernet det af funktionalistiske, transporttidsreducerende og risikomindskende årsager, og den dag cykelstien lå klar, ville ingen længere huske på det yderste kastanjetræ i rækken. Men der står det i Paris, og vinker over til Obelisken, og kaster sine frugter ned på både dem med hjelme, og dem uden. Det siger: Der skal være tid til kastanjer.
Men det gjorde det. Det gør det ikke længere. Og dette er en historie med morale, tror jeg. Træet er væk. Det var sygt. Rådnet op i midten. En dag var det der ikke mere. Nu er der bare en stub. Snart er den også væk, og så er der fri passage, så kan man drøne rundt i højrekurven uden at ænse modkørende; der er plads til alle nu. Der er selvfølgelig et nyt, yderste træ, men det står ved siden af cykelstien, ikke midt på stien. Det er en logisk placering af et træ ved en cykelsti, det er ikke et specielt træ. Det vidner ikke om hvad der kom først. Stubben vidner, lidt endnu, om, at træet var her først, i en tid uden cykelstier. Man elskede lidt det træ, man græder lidt ved synet af den stub.
Der er ikke plads til den slags træer med selvstændighed her, tænker man. Til outsidere, der står midt på cykelstien. Alt er for effektivt. Ingen har tid til et langsomt højresving med forhindring. Cyklister drejede ikke om det træ med kærlige, anerkendende blikke. Nej, de, ja vi, formentlig, gjorde det stresset og irriteret, forbandede langt væk den træbevarende lov, eller den uduelige byplanlægger, og træet mistede modet. Det blev sygt og døde. Alle har brug for anerkendelse, også træer på cykelstier.
Når man så cykler dér, i høj fart på vej hjem mod sit slot, og kommer til dette sted, hvor cykelstien slår en bugt, ikke bare mod højre som sådan, men til højre rundt om træet, og således er væsentligt smallere end ellers, til potentiel og ganske sandsynlig fare for både cyklist og modkørende, tænker man nødvendigvis på kastanjetræet. Hvor heldig har den ikke været at vokse op i Frankrig. I Danmark, eller andre effektive nationer, ville man ganske sikkert have fjernet det af funktionalistiske, transporttidsreducerende og risikomindskende årsager, og den dag cykelstien lå klar, ville ingen længere huske på det yderste kastanjetræ i rækken. Men der står det i Paris, og vinker over til Obelisken, og kaster sine frugter ned på både dem med hjelme, og dem uden. Det siger: Der skal være tid til kastanjer.
Men det gjorde det. Det gør det ikke længere. Og dette er en historie med morale, tror jeg. Træet er væk. Det var sygt. Rådnet op i midten. En dag var det der ikke mere. Nu er der bare en stub. Snart er den også væk, og så er der fri passage, så kan man drøne rundt i højrekurven uden at ænse modkørende; der er plads til alle nu. Der er selvfølgelig et nyt, yderste træ, men det står ved siden af cykelstien, ikke midt på stien. Det er en logisk placering af et træ ved en cykelsti, det er ikke et specielt træ. Det vidner ikke om hvad der kom først. Stubben vidner, lidt endnu, om, at træet var her først, i en tid uden cykelstier. Man elskede lidt det træ, man græder lidt ved synet af den stub.
Der er ikke plads til den slags træer med selvstændighed her, tænker man. Til outsidere, der står midt på cykelstien. Alt er for effektivt. Ingen har tid til et langsomt højresving med forhindring. Cyklister drejede ikke om det træ med kærlige, anerkendende blikke. Nej, de, ja vi, formentlig, gjorde det stresset og irriteret, forbandede langt væk den træbevarende lov, eller den uduelige byplanlægger, og træet mistede modet. Det blev sygt og døde. Alle har brug for anerkendelse, også træer på cykelstier.
strisserne breder sig
Peter Laugesen & Singvogel:
Strisserne breder sig
det vælter af dem alle vegne
hvor kom de fra
voksede de ud af små børn
var det bare nogen der blev voksne
fik et job
De fleste af dem er tavse
de gør ikke noget
nogle få taler
der er ikke meget handling
det foregår pænt og ordentligt
Først når viseren peger på socialt fravær
kommer rødvinen hoppende ud af små hvide kasser
skubber folk ned i stole
så de bedre kan betro sig til hinanden
strisser til strisser
top secret
talk show
whispering
Alverdens funk staver igen og igen til pension.
Åbner vinduet,
uret tikker mod bordet
rørene gurgler
en taxa starter i sjap
kaptajnen forlader skuden
blodhunden venter om næste hjørne af filmen
byen er skudt helt i smadder
snaps vælter ud af ørerne
ren æstetik
huller huller
forbudt
det er simpelthen et hul
som vi elsker at have liggende
klappet sammen på flyet
fortidens vinger af pap
og fremtidens klap
der går ned
så berømt
på side 8, spalte 6, tredje linje efter første mellemrubrik
fra oven.
Som at sidde på en øde strand
en vinterdag.
Strisserne breder sig
det vælter af dem alle vegne
hvor kom de fra
voksede de ud af små børn
var det bare nogen der blev voksne
fik et job
De fleste af dem er tavse
de gør ikke noget
nogle få taler
der er ikke meget handling
det foregår pænt og ordentligt
Først når viseren peger på socialt fravær
kommer rødvinen hoppende ud af små hvide kasser
skubber folk ned i stole
så de bedre kan betro sig til hinanden
strisser til strisser
top secret
talk show
whispering
Alverdens funk staver igen og igen til pension.
Åbner vinduet,
uret tikker mod bordet
rørene gurgler
en taxa starter i sjap
kaptajnen forlader skuden
blodhunden venter om næste hjørne af filmen
byen er skudt helt i smadder
snaps vælter ud af ørerne
ren æstetik
huller huller
forbudt
det er simpelthen et hul
som vi elsker at have liggende
klappet sammen på flyet
fortidens vinger af pap
og fremtidens klap
der går ned
så berømt
på side 8, spalte 6, tredje linje efter første mellemrubrik
fra oven.
Som at sidde på en øde strand
en vinterdag.
svineproduktionen
- et digt af henrik nordbrandt.
Svin er det ord, jeg finder mest på sin plads
som det første i dette digt.
Hvis det så er et digt? Det må I afgøre. Kan man digte
på et sprog, hvor ordet "svineproduktion"
ikke straks får den, der hører det til at kaste op.
Var der nogen her, der kastede op?
Med "nogen" mener jeg eventuelle læsere
med "her" mener jeg digtet
som, når det er blevet læst
nok også er blevet stemplet som noget bras
af svineproducenterne og deres håndlangere
de dansktalende, med andre ord
de der ikke kaster op, når de hører ordet "svineproduktion"
de der ikke nægter at tage det sprog, som har frembragt ordet
"svineproduktion" i deres mund igen.
Skriv det ned! siger jeg derfor.
Kopier mit digt, selv om I ikke kan lide det.
Jeg kan heller ikke lide det.
Kritikerne vil sikkert kalde det et metadigt
men det skulle gerne lyde og lugte som et svineslagteri.
Inden mange år, mener mange, vil svineorganer
kunne erstatte jeres, når de svigter.
Det lyder ikke rart i et digt.
Så skriv det ned. Prøv at føle det. Når jeres kroppe
og svinenes ligner hinanden så meget, at de kan ombyttes
må jeres følelser også være temmelig ens
kan I sikkert føle, hvis I tør føle efter. Svin kalder I
af samme indlysende årsag
de mennesker, som I tillægger jeres egne laster.
Og hvis I stadig ikke kan lide mit digt
så tænk bare på mig som et stort svin
hykleriske læsere: Tænk på mig som oversvinet
under den blodige kittel
i svinebaroniet, superslagteren med den dryppende kniv
i slagtehallen, hvor jeres kroppe hænger til afdrypning.
Svin er det ord, jeg finder mest på sin plads
som det første i dette digt.
Hvis det så er et digt? Det må I afgøre. Kan man digte
på et sprog, hvor ordet "svineproduktion"
ikke straks får den, der hører det til at kaste op.
Var der nogen her, der kastede op?
Med "nogen" mener jeg eventuelle læsere
med "her" mener jeg digtet
som, når det er blevet læst
nok også er blevet stemplet som noget bras
af svineproducenterne og deres håndlangere
de dansktalende, med andre ord
de der ikke kaster op, når de hører ordet "svineproduktion"
de der ikke nægter at tage det sprog, som har frembragt ordet
"svineproduktion" i deres mund igen.
Skriv det ned! siger jeg derfor.
Kopier mit digt, selv om I ikke kan lide det.
Jeg kan heller ikke lide det.
Kritikerne vil sikkert kalde det et metadigt
men det skulle gerne lyde og lugte som et svineslagteri.
Inden mange år, mener mange, vil svineorganer
kunne erstatte jeres, når de svigter.
Det lyder ikke rart i et digt.
Så skriv det ned. Prøv at føle det. Når jeres kroppe
og svinenes ligner hinanden så meget, at de kan ombyttes
må jeres følelser også være temmelig ens
kan I sikkert føle, hvis I tør føle efter. Svin kalder I
af samme indlysende årsag
de mennesker, som I tillægger jeres egne laster.
Og hvis I stadig ikke kan lide mit digt
så tænk bare på mig som et stort svin
hykleriske læsere: Tænk på mig som oversvinet
under den blodige kittel
i svinebaroniet, superslagteren med den dryppende kniv
i slagtehallen, hvor jeres kroppe hænger til afdrypning.
Kalles Kaviar
I Jakob Ejersbos tredje Afrikabog, Liberty, er Marcus hushjælp hos en svensk familie, der får besøg af Tante Elna fra Sverige. Hun har sager med, blandt andet en tube Kalles Kaviar, og den bliver taget under kærlig behandling af den tanzanianske dreng (og den danske forfatter):
“Tante Elna har mange penge,“ hvisker Solja til mig og trækker mig til køleskabet, hvor jeg skal smage en særlig svensk specialitet på tube: Kalles Kaviar, som tanten har bragt med. “Det er vældig godt,“ siger Solja og klemmer en stribe ud på min finger og på sin egen. Solja stikker sin finger i munden og sutter og smiler. “Mmmm,“ siger hun. Jeg snuser til det mærkværdige på min finger - det lugter surt. Jeg vil ikke skuffe Solja, så jeg stikker hele fingeren i munden - som at sutte på en pige, der har tisset hele ugen uden at vaske sig. Disse svenskere - barbarer.
“Tante Elna har mange penge,“ hvisker Solja til mig og trækker mig til køleskabet, hvor jeg skal smage en særlig svensk specialitet på tube: Kalles Kaviar, som tanten har bragt med. “Det er vældig godt,“ siger Solja og klemmer en stribe ud på min finger og på sin egen. Solja stikker sin finger i munden og sutter og smiler. “Mmmm,“ siger hun. Jeg snuser til det mærkværdige på min finger - det lugter surt. Jeg vil ikke skuffe Solja, så jeg stikker hele fingeren i munden - som at sutte på en pige, der har tisset hele ugen uden at vaske sig. Disse svenskere - barbarer.
Det är vackrast när det skymmer
Det er mørkt og koldt nu, men også forbandet smukt. Det er noget Pär Lagerkvist kan finde ud af at beskrive, her sprødt oplæst med gammel mands stemme:
--
Lagerkvist, har også stået bag en glimrende lille historie, der hedder 'Far och Jag' fra 1924, der efter en lille ud- og hjemtur langs et banelegeme i skoven, slutter med ord, der prenter sig ind i det dybeste mørke af sjælen:
Men jeg skälvde i hela kroppen. Det var ju för mig, för min skull. Jag anade vad det betydde, det var den ångest som skulle komma, allt det okända, det som far inte visste något om, som han inte skulle kunna skydda mig för. Så skulla denne världen, detta livet bli för mig, inte som fars, där allting var tryggt och visst. Det var ingen riktig värld, inget riktigt liv. Det bara störtade sig brinnande in i allt mörkret, som inte hade något slut.
--
Lagerkvist, har også stået bag en glimrende lille historie, der hedder 'Far och Jag' fra 1924, der efter en lille ud- og hjemtur langs et banelegeme i skoven, slutter med ord, der prenter sig ind i det dybeste mørke af sjælen:
Men jeg skälvde i hela kroppen. Det var ju för mig, för min skull. Jag anade vad det betydde, det var den ångest som skulle komma, allt det okända, det som far inte visste något om, som han inte skulle kunna skydda mig för. Så skulla denne världen, detta livet bli för mig, inte som fars, där allting var tryggt och visst. Det var ingen riktig värld, inget riktigt liv. Det bara störtade sig brinnande in i allt mörkret, som inte hade något slut.
piber I
Jeg er kun en lille Digter
halvt en Tænker, halvt en Nar,
elsker meget store Frakker,
store Hatte, stor Cigar.
Skæbnen gav mig store Frakker,
stak mig ogsaa en Cigar;
men hvad angaar heftig Elskov
holdt den mig sgu slemt for Nar.
Jeg gaar gerne ud i natten
for at lufte gammelt Støv,
som har samlet sig i Hjernen
under Dagens Tyggen Drøv,
tænder mig en lille Pibe;
men naar Vinden er for studs,
skærmer jeg med Haanden varsomt
om min Tændstiks lune Blus,
ser det slikke op ad Træet,
sender det et gnidret Smil,
suger saa i hellig Andagt
af min Pibes Luftventil.
Skæbnen gav mig denne Pibe
og en mægtig god Ration
af Tobak som en Erstatning
for min Mangel paa Passion.
- Tom Kristensen, Fribytterdrømme 1920
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Magritte: Dette er ikke en pibe
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
El pibe Valderrama
(på Latinersejlsspansk er 'pibe' slang for Knægt)
(i moderne fodbold bruges det mest om Maradona)
tobaksrygning
Efter at have hørt Søren Ulrik Thomsens oplæsning af sit glimrende, skarpe og enormt humoristiske essay Farvel og tobak til tekstens stof her til aften i Studenterkredsen på Vartovkollegiet, om piberygningens glæder og smerter, og den efterfølgende snak om inspirationskilder, hvorunder forfatteren Per Langes forhold til "tobaksrygning" blev omtalt, kom jeg i tanke om et skilt jeg så for et par år siden på Det Kongelige Bibliotek KUB Nord på Nørre Allé. Det sad, og sidder den dag i dag, på indersiden af herretoiletdøren, og pirrer, som alle forbudsskilte gør, til lige netop at ryge den smøg, og ikke nok med det, jeg synes skiltets emfasis pirrer til at ryge andet og mere end blot en krøllet cecil. Døm selv, mobilen var fremme.
Montezuma
oven på sådan en gang smuk, men lidt trist neil, kan det jo nok være man har brug for at blive muntret lidt op, og i den funktion træder grinderman fornemt til, på det nye, forrygende nummer; Palaces of Montezuma
PALACES OF MONTEZUMA
Psychedelic invocations
Of Mata Hari at the station
I give to you
A Java princess of Hindu Birth
A woman of flesh a child of earth
I give to you
The hanging gardens of Babylon
Miles Davis the black unicorn
I give to you
The Palaces of Montezuma
And the Gardens of Akbar’s tomb
I give to you
The spider Goddess and the Needle Boy
The slave-dwarves they employ
I give to you
A custard-coloured super-dream
Of Ali McGraw and Steve McQueen
I give to you
C’mon baby, let’s get out of the cold
And give me, give me, give me your precious love for me to hold
The epic of Gilgamesh
A pretty little black A-line dress
I give to you
The spinal cord of JFK
Wrapped in Marilyn Monroe’s negligee
I give to you
I want nothing in return
Just the softest little breathless word
I ask of you
A word contained in a grain of sand
That can barely walk can’t even stand
I ask of you
C’mon baby, let’s get out of the cold
And gimme gimme gimme your precious love for me to hold
C’mon baby come out of the cold
And gimme gimme gimme your precious love for me to hold
PALACES OF MONTEZUMA
Psychedelic invocations
Of Mata Hari at the station
I give to you
A Java princess of Hindu Birth
A woman of flesh a child of earth
I give to you
The hanging gardens of Babylon
Miles Davis the black unicorn
I give to you
The Palaces of Montezuma
And the Gardens of Akbar’s tomb
I give to you
The spider Goddess and the Needle Boy
The slave-dwarves they employ
I give to you
A custard-coloured super-dream
Of Ali McGraw and Steve McQueen
I give to you
C’mon baby, let’s get out of the cold
And give me, give me, give me your precious love for me to hold
The epic of Gilgamesh
A pretty little black A-line dress
I give to you
The spinal cord of JFK
Wrapped in Marilyn Monroe’s negligee
I give to you
I want nothing in return
Just the softest little breathless word
I ask of you
A word contained in a grain of sand
That can barely walk can’t even stand
I ask of you
C’mon baby, let’s get out of the cold
And gimme gimme gimme your precious love for me to hold
C’mon baby come out of the cold
And gimme gimme gimme your precious love for me to hold
tekst lånt ovre hos jensunmack.dk
Men se engang, musikassociationslegen får ikke lov at løbe af sporet. Den går i ring og slutter hjemme hos Neil Young igen, der i et af mine absolutte yndlingsnumre, Cortez The Killer, synger at
He came dancing across the water
with his galleons and guns
looking for the new world
in that palace in the sun
On the shore lay Montezuma
with his coca leaves and pearls
in his halls he often wondered
with the secrets of the worlds
And his subjects gathered 'round him
like the leaves around a tree
in their clothes of many colours
for the angry gods to see
And the women all were beautiful
and the men stood straight and strong
they offered life in sacrifice
so that others could go on
Hate was just a legend
and war was never known
the people worked together
and they liftede many stones
They carried them to the flatlands
and they died along the way
but they built up with their bare hands
what we still can't do today
And I know she's living there
and she loves me to this day
I still can't ermember when
or how I lost my way
He came dancing across the water
Cortez, Cortez
What a killer
Abonner på:
Opslag (Atom)